Om stoppartnervold.nu

I 2024 blev mellem 107.000-135.000 voksne danskere udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold af en nuværende eller tidligere partner. Men det er kun hvert tredje vidne til volden, der reagerer. Og vi ved, at det kan være lige så skadeligt for børn at overvære vold mellem forældre som selv at være udsat.

Alle kan gøre en forskel og hjælpe mennesker, der lever med vold i familien. Stoppartnervold.nu skal klæde pårørende på til at række ud, når de er vidner til vold eller har mistanke om vold.

Hjemmesiden giver viden om vold og generelle råd til, hvordan man kan hjælpe ud fra den relation, man har til enten den voldsudsatte eller voldsudøveren.

Stoppartnervold.nu er udviklet af Mary Fonden og Lev Uden Vold med afsæt i undersøgelsen ’Danskernes kendskab til partnervold’ fra VIVE. Undersøgelsen viser, at danskerne ikke altid handler, når de er vidne til vold – ofte fordi de ikke ved, hvad de skal gøre, eller fordi de er i tvivl om, hvorvidt der er tale om vold.

Både Danner og Dialog mod Vold bidrog med fagligt input til guiden på stoppartnervold.nu i forbindelse med udviklingen af siden i 2022.

Hver situation er unik. Derfor kan det være en god ide at få konkret rådgivning til netop din situation ved at ringe til Lev Uden Volds nationale hotline på 1888. Hotlinen er døgnåben, gratis og anonym.