Voldsformer

Vold i nære relationer handler ikke kun om slag og blå mærker. Vold kan se ud på mange måder – fysisk, psykisk, seksualiseret, økonomisk, digital, materiel eller som stalking.

At vide, hvad vold er, og kende forskellene på voldsformer kan hjælpe dig til bedre at forstå og støtte den, der er udsat eller udøver volden.

Social- og Boligstyrelsen definerer vold i nære relationer som:

”Vold, som udøves i en nær relation, er en handling eller hændelse, der – uanset formålet – er egnet til at krænke den udsatte persons integritet eller skræmme, smerte eller skade personen fysisk eller psykisk. Nære relationer omfatter en nuværende eller tidligere partner, et familiemedlem eller en anden person i den udsatte persons nære, private netværk.”

Gode råd til pårørende og FAQ

Det kan føles grænseoverskridende at spørge til noget så privat som et parforhold. Men som pårørende kan du spille en afgørende rolle for et menneske, der er udsat for eller udøver vold. Ved at vise din bekymring kan du hjælpe den udsatte til at se situationen tydeligere – og måske tage de første skridt mod at søge hjælp.